Denne mand er i gang med at vende Vesten ryggen. Hvis man vil forstå Kinas spil i Europa, skal man kigge mod Serbien

DER VAR IKKE MEGET AT FEJRE for dem, der kerer sig om Serbiens demokrati, ved landets præsidentvalg i sidste weekend. Store dele af oppositionen boykottede valget, og kun lidt over 45 procent af de stemmeberettigede satte et kryds. For Aleksandar Vucic, partiformand for højrepopulistiske SNS og præsident siden 2017, var der derimod masser at fejre. Han fik tilslutning fra 63,4 procent af de vælgere, der mødte op, og styrkede dermed sin magt i den østeuropæiske nation. Tæller man Vucics støtter med, sidder den serbiske regering nu på ikke færre end 221 ud af 250 sæder i parlamentet, og iagttagere af serbisk politik, blandt andre politologen Srdjan Majstorovic, advarer om, at landet er ved at blive en ét-parti-stat.

Mens demokratiforkæmpere, både nationalt og internationalt, har travlt med at lægge afstand til Vucic, bliver han omfavnet af andre. Viktor Orbán, Ungarns nationalkonservative præsident, har offentligt lykønsket ham med valgsejren, og Global Times, en af de kinesiske statsaviser, har skrevet om, hvordan Vucic efter valget er blevet rost vidt og bredt på kinesiske sociale medier. På Weibo, en Twitter-lignende platform med cirka 450 millioner brugere, skulle en ung kinesisk kvinde have fremhævet hans “oprigtighed”.

I det hele taget har Serbien og Kina styrket et i forvejen stærkt partnerskab i løbet af de seneste måneder. Xi Jinping, den kinesiske præsident, sendte i marts en stor sending værnemidler til Serbien for at hjælpe landet med at overkomme den pludselige corona-byrde, og Aleksandar Vucic kvitterede med en uforbeholden hyldest til Beijing: “Kina er det eneste land, der kan hjælpe os,” udtalte han til pressen, mens han blev fotograferet i færd med at bugsere ansigtsmasker og testkits ud af et stort cargofly. Kort efter hang der store billboards langs de serbiske veje, hvor “broder Xi Jinping” blev takket for sin assistance.

Scenen udspillede sig i de dage, hvor coronavirusset for alvor meldte sin ankomst i Europa, og hvor debatten om europæisk solidaritet og fælles krisehåndtering, eller snarere manglen på samme, var på sit højeste. Vucics Kina-besyngelse var en replik til dén debat, og i det hele taget skriver Kinas serbiske tilstedeværelse sig ind i nogle fundamentale spørgsmål om fremtidens storpolitik. Om EU’s rækkevidde og appel i en multipolær verden og om kommunistpartiets aspirationer i fjendeland. Det er derfor, der er virkelig god grund til at rette blikket mod Serbien lige præcis nu. Her kan vi se, hvordan Kina, på ret konkrete måder, gør sin magt gældende, og hvordan det skaber spændinger i EU’s baghave. Vi kan godt nok også se, at EU stadig er Serbiens suverænt vigtigste samarbejds- og handelspartner, men det rører ikke ved, at Kina er i gang med at ændre serbernes politiske bevidsthed, så den i stadig højere grad retter sig mod øst i stedet for vest. Dermed handler historien om Serbien også om den nye æra af stormagtskampe, der er i gang i disse år. Og ikke mindst om de problemer, EU på den baggrund er tvunget til at forholde sig til.

Srdjan Majstorovic har udtalt sig i denne Financial Times-artikel.

Se Global Times’ artikel her.

DER ER INGEN GRUND til at konsultere historien, hvis man vil forstå, hvad der har vakt Kinas interesse for Serbien. Vi har at gøre med noget forholdsvis nyt. Ifølge Vuk Vuksanovic, ph.d. ved London School of Economics, hvor han forsker i serbisk udenrigspolitik, giver det ikke mening at gå længere tilbage end til finanskrisen i 2008. Et sammenbrud i det vestlige banksystem havde sendt verdensøkonomien i knæ, og mens der både i USA og Europa blev tænkt defensivt og indført nedskæringspolitikker, så Kina sit snit til at øge sin indflydelse rundtomkring i verden. Også på Balkan, hvor Serbien med sine ikke færre end otte grænseovergange er det geografiske centrum.

I 2009 indgik kineserne en strategisk partnerskabsaftale med serberne. Landenes daværende præsidenter, Kinas Hu Jintao og Serbiens Boris Tadić, mødtes i Beijing, forpligtede hinanden på fremtidigt samarbejde og aftalte byggeriet af den bro, der officielt hedder Pupin-broen, men som ofte omtales som Den Kinesisk-Serbiske Venskabsbro. De halvanden kilometer svævende asfalt, der forbinder to Beograd-bydele, der ligger på hver sin side af Donau, er nemlig bygget for penge fra Den Kinesiske Eksportbank og af arbejdskraft fra Kinas statslige konstruktionsselskab. Den blev ligefrem indviet af den kinesiske premierminister Li Keqiang.

Netop Pupin-broen, siger Vuk Vuksanovic, er et godt eksempel på, hvordan Kinas aktiviteter i Serbien tager sig ud. “Fra begyndelsen var fokus på infrastruktur, og det er kun blevet intensiveret, siden Kina lancerede deres Belt & Road Initiative,” siger han med henvisning til Beijings ultra-ambitiøse forsøg på at genetablere Silkevejen, fortidens dominerende handelsrute, der forbandt kejsernes Kina med Centralasien og Middelhavsregionen.

Projektet blev officielt rullet ud i 2013, og siden har kineserne bygget, finansieret og opkøbt alt fra havne og kraftværker til fibernetværk og motorveje i det meste af verden. Alene i Serbien har de brugt fire milliarder dollars på direkte investeringer og givet lån for mere end fem milliarder dollars. De har, foruden at have opført Pupin-broen, købt og moderniseret Zelezara Smederevo, et konglomerat af stålproducenter, der tilhører den absolutte elite i det serbiske erhvervsliv. De har anlagt store dele af en ny motorvej, der går fra Beograd i retning af Obrenovac mod grænsen til Montenegro. De har investeret i landets største kobbermine, og de er i gang med at bygge en 3,2 kvadratkilometer stor industripark i en hovedstadsforstad, en autofabrik i Loznica i den vestlige del af landet samt en togforbindelse mellem Beograd og Budapest.

Efterhånden er det dog ikke alene diverse infrastrukturprojekter, der kendetegner det kinesisk-serbiske forhold. “De seneste år har det i stigende grad også handlet om både militær og teknologi,” forklarer Vuk Vuksanovic. Han nævner, at Huawei, den kinesiske tech-gigant, har tegnet en stor 5G-kontrakt med den serbiske regering, der betyder, at Beograds gader nu er overvåget af 1.000 kinesiske overvågningskameraer, der er fordelt på 800 steder i byen, og at kineserne er begyndt at sælge droner til det serbiske militær.

Det lyder imponerende, og der er da bestemt også tale om bemærkelsesværdige udvekslinger, men Luke Patey, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, hvor han er ekspert i kinesisk udenrigspolitik, advarer mod, at man lader sig forblænde. Kineserne, siger han, er virkelig gode til at få meget ud af lidt. “De får det altid til at lyde, som om de er her, der og alle vegne. Enkeltinvesteringer i et land som Serbien gøres til en del af en større fortælling om dem som en økonomisk gigant, og den bliver ofte slugt af medierne, ikke kun i det pågældende land, også selv om den egentlig ikke har alverden på sig,” siger Patey.

En lignende pointe kommer fra Jelena Milic, direktør for tænketanken Center for Euro-Atlantic Studies. Hun minder om, at EU, kinesisk fremstød eller ej, fortsat er Serbiens vigtigste allierede. “I 2019 foregik 65 procent af den serbiske handel med EU,” bemærker hun. Imens var Kina-handlen nede på samme niveau som den med Bosnien, nabolandet mod vest, der bare har 3,3 millioner indbyggere og er blandt Europas mindste økonomier.

Denne kendsgerning behøver imidlertid ikke være en anledning til at nedtone Kinas engagement i Serbien. Det er snarere en anledning til at forstå dets egentlige natur. At kineserne er overgået af EU som præsident Aleksandar Vucics økonomiske samarbejdspartner nummer ét ændrer nemlig ikke på, at Kina med sin offensiv i landet har skaffet sig en plads i den serbiske tanke. Og en ret markant en af slagsen.

I virkeligheden står EU for 75 procent af de 2,3 milliarder euro, Serbien årligt modtager fra udenlandske donorer. Resten kommer fra Tyskland, USA og FN. Det stemmer bare på ingen måde overens med, hvordan serberne tror, verden ser ud. Ifølge en helt ny undersøgelse fra Radio Free Europe svarer 40 procent, at Kina er den største udenlandske donor, mens kun 17 procent tror, det er EU.

Ifølge Luke Patey er forklaringen ret ligetil: “Kineserne er simpelthen meget bedre end EU til at markedsføre sig selv,” siger han. Ud over at sørge for, at selv de mindste investeringer, lån og tilkendegivelser får medieopmærksomhed, har de også i Serbien benyttet sig af såkaldt blød magt, altså en form for magt, der i højere grad hviler på tiltrækning end tvang.

Eksempelvis hedder den bedste serbiske fodboldrække ikke længere SuperLiga. Nu hedder den Linglong Tire SuperLiga, opkaldt efter en kinesisk bilhjulsfabrikant, der i marts sidste år åbnede sin første serbiske fabrik. Det er også sådan, man skal forstå, hvorfor kineserne prioriterede at sende værnemidler til Beograd under coronakrisen. Den slags kan ikke aflæses i et handelsregnskab, men det giver gode tv-billeder, gør serberne opmærksom på Kinas tilstedeværelse og spiller på den EU-skepsis, der er vokset frem under Vucics præsidentskab.

SPØRGSMÅLET, DER NU MELDER SIG, ER: Hvorfor? Hvorfor satser Kina, denne globale supermagt, på et land som Serbien, en forholdsvis perifer nation med bare syv millioner indbyggere, hvis rækkevidde højst er regional? Og hvorfor lader Serbien sig omfavne, nu når landet er afhængigt af handlen med EU og på ottende år forhandler om optagelse i unionen fra 2025?

For Kinas vedkommende handler det i høj grad om Serbiens geografi. Det vurderer Jelena Milic fra Center for Euro-Atlantic Studies: “Serbien er, med kinesiske øjne, placeret strategisk smart,” siger hun. I forbindelse med Belt & Road Initiative har Kina købt havnen i Piræus, Grækenlands største. Planen er, at det skal være Europas vigtigste kommercielle havn, og hvis det skal lykkes, er der brug for hurtig og effektiv varetransport til Central- og Vesteuropa. En sådan vil formentlig skulle gå over Nordmakedonien og derefter gennem hele Serbien.

På bredere strategisk vis gælder det desuden, mener Luke Patey fra Dansk Institut for Internationale Studier, at Kina ser et godt forhold til serberne som en mulighed for at underminere EU-interesser, modarbejde kontinentets sammenhængskraft og ultimativt vinde frem på verdensscenen. “Serbien er en platform, hvorfra Kina kan tage del i europæisk politik. Det er en affyringsrampe,” siger han. Endelig gavner det også Serbiens attraktivitet, at landet, som et af stadig færre, støtter Kina i deres politik over for Hongkong og Taiwan, ligesom de forsvarer Beijing mod beskyldningerne om grove menneskerettighedsbrud mod uighur-muslimerne i den nordvestlige Xinjiang-provins.

For serberne gør der sig på sin vis noget lignende gældende, omend ikke i samme verdenspolitiske skala. Også kineserne bliver brugt som et middel, der tjener et højere mål. Sådan læser Vuk Vuksanovic fra London School of Economics i hvert fald den serbiske modtagelse af Kinas tilnærmelser. “Præsident Vucic kan bruge det gode forhold til Kina til at presse EU. Bruxelles bryder sig ikke om, at serberne er tætte med kineserne, så det er et godt forhandlingskort,” siger han. Luke Patey er enig. “Ved at henvise til Kinas loyalitet kan de stille større krav til EU,” siger han.

Jelena Milic fremhæver derimod spørgsmålet om Kosovo. I 2008 erklærede den tidligere serbiske region sig uafhængig på blandt andre USA’s velsignelse, og lige siden har skiftende regeringer i Beograd, trods EU’s krav om det modsatte, forsøgt at begrænse den unge nation, der lige nu anerkendes som en selvstændig stat af 97 ud af verdens 193 lande. Kina er blandt dem, der ikke gør, og som permanent medlem af FN’s Sikkerhedsråd kan de hjælpe serberne med at holde Kosovo ude af FN.

“Når alt kommer til alt, er der meget, der handler om Kosovo,” siger direktøren for Center for Euro-Atlantic Studies, “så jeg er spændt på at se, hvordan Serbiens forhold til Kina udvikler sig, når Kosovokonflikten er blevet løst. Det er nok faktisk først dér, vi for alvor kan vurdere, hvor langt Beograd er villig til at strække sig mod Beijing.”

I UDGANGSPUNKTET SPILLER Serbien ingen global rolle. I udgangspunktet kan Aleksandar Vucic allerhøjst øve sin indflydelse på regionalt Balkan-niveau. Men i disse år fungerer Vucics Serbien ikke desto mindre som en slags bouillonterning af tidens helt store verdenspolitiske tendenser. Den østeuropæiske nation er genstand for noget, der rækker langt ud over landet selv: Kinas udfordring af EU og unionens forsøg på at forhindre en erosion af demokratiet på kontinentet.

Det er ikke i Beograd, at sagerne bliver afgjort. Dertil har landet, som Jelena Milic understreger, simpelthen for små muskler; økonomien er for enstrenget, befolkningen for lille. Alligevel er det i Beograd, at nogle af de kræfter, der driver verdens udvikling, lige nu kommer tydeligst til syne. Den serbiske hovedstad er et slags geopolitisk mikrokosmos, et udsnit af, hvad der er på færde i Europa i disse år.

Mens EU fortsat pønser på, hvordan fremtidens forhold til Balkan-landene skal se ud, har rivaliserende magter mulighed for at fremme deres dagsorden i regionen. Det er Kina i fuld gang med, og selv om kinesernes egen fortælling om deres rækkevidde ikke altid matcher virkeligheden, er der tale om et strategisk fremstød, der på sigt kan få store konsekvenser for den europæiske sammenhængskraft. Med andre ord peger det, der sker i Beograd nu, hen mod noget større: EU’s fremtid i en konfliktfyldt verden.